Hillerød Kommune bruger over en halv million på advokatbistand i en 160.000 kr. erstatningssag
Onsdag den 4. oktober deltog jeg som borger i Hillerød Kommune til spørgetid i byrådet. Her blev det afsløret, at kommunen indtil videre har brugt over en halv million på advokater i en erstatningssag, hvor kommunen er stævnet for 160.000 kr.
For næsten fire år siden, den 23. oktober 2019, blev der i et referat fra økonomiudvalget i Hillerød Kommune oplyst om en retssag vedrørende "uberettigede udlevering af personoplysninger". To borgere havde stævnet kommunen for en tort-godtgørelse og erstatning på i alt 160.000 kr. årsagen var en uberettiget udlevering af deres personfølsomme helbreds- og økonomiske oplysninger.
Ifølge referatet fra økonomiudvalget blev det oplyst, at advokatfirmaet Bech Bruun havde estimeret deres salær for sagen til ca. 95.000 kr. Dertil skulle der lægges omkostninger til retsafgift, transport m.v., som forvaltningen skønnede til at være ca. 10.000 kr. Dermed forventede kommunen en samlet udgift på 105.000 kr.
Kommunaldirektør Erik Nygreen udtalte kort tid efter økonomiudvalgsmødet i 2019 til SN medier:
"Det er sket ved en beklagelig, menneskelig fejl. Der er tale om, at en medarbejder ved en fejl uberettiget har udleveret personfølsomme helbredsmæssige og økonomiske oplysninger."
Siden den tid har der været bemærkelsesværdig tavshed om sagen. Ingen referater fra økonomiudvalget, byrådet eller andre udvalg har nævnt sagen. Men nu, næsten fire år senere, er det blevet afsløret, at sagen stadig ikke er afsluttet. Den har været sat på pause i forventning om en afgørelse fra EU-domstolen.
Hillerød Kommune indtil nu har brugt ikke mindre end 529.703,13 kr. på sagen.
Mest bemærkelsesværdigt er dog, at aktindsigt viser, at Hillerød Kommune indtil nu har brugt ikke mindre end 529.703,13 kr. på sagen. Denne udgift er gået alene til advokatbistand fra Bech Bruun.
Dette rejser et stort spørgsmål: Hvorfor er der intet nævnt i referater fra politiske udvalg eller byråd siden 23. oktober 2019? Dengang blev det orienteret, at man forventede at bruge 95.000 kr. på advokatfirmaet Bech Bruun.
Hvad er grunden til denne bemærkelsesværdige tavshed og den store udgift, som nu er mere end fem gange større end forventet?